Rehab-Golf – Lempelsesregler
Formål
Rehab-lempelserne skal gøre det muligt for mennesker med fysiske handicap at spille golf på en sikker og meningsfuld måde.
Formålet er ikke at gøre Rehab-Golf 100 % retfærdigt, men at give spillerne så ensartede betingelser som muligt – og især gøre golf muligt for spillere med meget svære fysiske handicap.
Lempelserne skal kompensere for spillerens fysiske begrænsninger. De almindelige golfregler gælder, medmindre andet fremgår af disse lempelsesregler.
1. Rehab-lempelser
Spillere, der er tildelt rehab-lempelser, kan bruge følgende lempelser uden straf:
Forbedret leje: Bolden må flyttes og placeres i bedst muligt boldleje, dog ikke nærmere hullet.
Tee-op: Spillere med betydelige fysiske begrænsninger kan efter aftale tee bolden op overalt på banen.
Høj rough: Ved græs eller anden vegetation over 10 cm må bolden flyttes ud på fairway, dog ikke nærmere hullet.
Farlig stance: Hvis spillerens handicap gør stance eller slaget vanskeligt eller usikkert, må bolden flyttes til nærmeste sikre, spilbare leje.
Bunker: Bolden må tages ud og placeres ved siden af bunkeren, så næste slag ikke behøver at gå over bunkeren.
Strafområde, Out of Bounds eller mistet bold: En ny bold må sættes i spil ved det skønnede sted, hvor bolden forsvandt eller krydsede grænsen, dog ikke nærmere hullet.
Luftslag og duffer: Et luftslag eller en duffer, hvor bolden højst flyttes 3 meter, tæller ikke. Lempelsen kan bruges én gang pr. hul.
2. Hjælperen
En rehab-spiller må have en hjælper med på banen.
Hjælperen må hjælpe med de praktiske ting, som spillerens handicap gør vanskelige, fx:
finde, hente og placere bolden,
hjælpe med golfudstyr,
rive bunker og passe flagstangen,
føre eller hjælpe med scorekortet,
hjælpe med buggy, scooter eller rollator,
yde almindelig praktisk hjælp og rådgivning.
Hjælperen må ikke udføre selve golfslaget for spilleren.
3. Buggy, scooter og rollator
Spilleren må bruge buggy, el-scooter, rollator eller et tilsvarende mobilitetshjælpemiddel.
Hjælpemidlet må placeres, så spilleren sikkert og praktisk kan komme til bolden og udføre sit slag.
Banens sikkerhedsregler og eventuelle begrænsninger for kørsel skal respekteres, så vidt spillerens handicap gør det muligt.
4. Sikkerhed
Sikkerheden kommer først.
Hvis spillerens handicap gør det vanskeligt eller usikkert at slå fra det sted, hvor bolden ligger, kan spilleren og hjælperen vælge en passende lempelse.
Bolden må ikke placeres nærmere hullet.
5. Tvivlsspørgsmål
Spilleren og hjælperen afgør som udgangspunkt situationer på banen ud fra disse lempelsesregler.
Tvivlsspørgsmål, der ikke kan afgøres på hullet, kan efterfølgende forelægges matchledelsen.
6. Særlige situationer
Hvis spillerens fysiske handicap skaber en situation, som ikke er dækket af reglerne, kan spilleren og hjælperen vælge en passende lempelse, så spillet kan fortsætte sikkert.
Lempelsen må ikke give en større fordel end nødvendigt.
Grundprincip
Rehab-lempelser skal kompensere for spillerens fysiske begrænsninger – ikke for et almindeligt dårligt golfslag.